Praktik i udlandet (PIU) skifter navn til Oplæring i udlandet
Hvert år drager flere elever fra Aalborg Handelsskole til en virksomhed i udlandet for at gennemføre deres hovedforløb her. Tidligere hed dette forløb Praktik i udlandet - PIU, men det har netop skiftet navn til Oplæring i udlandet – OPU. Forløbets indhold er dog det samme – at styrke elevernes faglige og personlige kvalifikationer, og give dem et forspring på arbejdsmarkedet, når de efterfølgende skal søge job.
Praktik i Udlandet skiftede navn pr. 1. januar 2022
Med trepartsaftalen ”Flere lærepladser og entydigt ansvar” fra november 2020 fulgte et initiativ om en ny terminologi for erhvervsuddannelserne, der blandt andet ændrer betegnelsen Praktik i udlandet (PIU) til Oplæring i udlandet (OPU). Hensigten med navneforandringen er at undgå, at begrebet ’praktik’ forveksles med begreberne virksomhedspraktik og jobpraktik.
Hvad er Oplæring i udlandet?
Oplæring i udlandet giver elever fra HHX, EUD og EUX Business mulighed for at arbejde som elev i en virksomhed i udlandet som en del af deres hovedforløb. Mange vælger faktisk at tage hele deres elevtid i udlandet, men man kan også tage en mindre periode.
Hvert år benytter ca. 1500 danske elever sig af ordningen Oplæring i udlandet – OPU. På Aalborg Handelsskole tager eleverne typisk til Tyskland eller engelsktalende lande, men der er også mulighed for at komme til fx Australien eller USA.
På Aalborg Handelsskole har vi i flere år gennemført online skoleforløb for vores tidligere PIU-elever. Her kan eleverne følge undervisningen online fra udlandet. Lige nu har vi både forløb målrettet kontor og detail.