Bæredygtig økonomi og investeringer
Verdensmål i undervisningen
Vores elever introduceres for begrebet bæredygtig udvikling og hvorfor det er vigtigt for virksomhederne at tage et medansvar, da de spiller en central rolle. Derfor handler ét af vores studieområdeforløb netop om Bæredygtighed med udgangspunkt i Verdensmålene og Cirkulær økonomi.
Det er især den tredobbelte bundlinje, som vi fokuserer på, da det er vigtigt at forstår, at en ansvarlig virksomhed sagtens kan styrke den økonomiske udvikling og udvise hensyn til både mennesker og miljø samtidig med, at den styrker sin børsværdi og tiltrækker kapital.
Derfor gav det også god mening, da vi med et valghold i Finansiering deltog i Investordagen i Aalborg, hvor én af foredragsholderne netop omtalte grønne investeringer og hvorfor investorerne er meget interesserede i at have sådanne aktier i deres portefølje.
Én af vores elever, Josephine Bundgaard som deltog i arrangementet, var i TV2 Nord nyhederne om aftenen.
Flere af eleverne skrev efterfølgende deres studeområdeprojekt med udgangspunkt i netop ”grønne bæredygtige aktier”.
Da faget Finansiering i høj grad også handler om hvordan man privat forvalter sin økonomi – og pensionsopsparing, er det vigtigt, at vi som skole giver vores elever en forståelse af, at en bæredygtig udvikling ikke kun er et virksomhedsøkonomisk men også et privatøkonomisk ansvar, og at det fint kan gå hånd i hånd.